Øreakupunktur
Øreakupunktur menes at have været anvendt som behandlingsform i flere tusinde år. De punkter i ørerne, der behandles på i dag, er dog først blevet kortlagt i løbet af de seneste 150 år.
Der findes punkter i ørerne med forbindelse til alle dele af kroppen, og det er derfor muligt at lindre eller fjerne smerter og bedre fysiske eller psykiske ubalancer og andre problematikker ved at placere nåle specifikke steder i ørerne.
Behandling med øreakupunktur kan desuden lindre symptomer på kroniske problematikker som allergier og astma og kan være en god hjælp i forbindelse med rygeafvænning og andre afhængighedsproblemer.
Ved eksempelvis rygeafvænning er det vigtigt, at du er motiveret for at stoppe med at ryge, da øreakupunkturen ikke kan løse opgaven alene. Samtidig skal du have ressourcer til at arbejde med ved afvænningen. Afvænningen er et forløb, der kræver minimum 3 behandlinger. Efter de 3 behandlinger vurderer vi derefter i fællesskab, om yderligere behandlinger skønnes nødvendige.

I forbindelse med andre problematikker kan en enkelt behandling i nogle tilfælde være nok til at løse dit problem, men er der tale om kroniske tilstande (over 3 måneders varighed), vil det ofte være nødvendigt med flere behandlinger.
Jeg anvender to typer nåle til behandling, den ene type sidder i ørerne i 20-30 minutter, mens du er i klinikken, den anden er de meget små permanåle, der anvendes, hvis punkterne skal stimuleres over en længere periode. Permanåle sidder i ørerne i op til 14 dage.
Hvis du ikke er så begejstret for nåle, er det også muligt at behandle ørepunkterne med magnetplaster eller frøplaster. Magneten vil sidde og stimulere punktet, som det er tilfældet med nålene. Anvendes frøplaster skal du jævnligt stimulere punktet, dvs. forsigtigt trykke på frøet i behandlingsperioden.
En behandling tager 15-30 minutter afhængig af, hvilken type nåle der anvendes.